Skip to main content

Partnerskasaftale med Furesø Kommune

Frivilligcenter Furesø og kommunen fortsætter det gode samarbejde

Partnerskabet mellem Frivilligcenter Furesø og Furesø Kommune bliver bekræftet i en ny aftale, der løber fra 2023-2025. Målet er, at flere furesøborgere deltager i frivilligt arbejde, og at færre ensomme og socialt udsatte står uden for et fællesskab.

Partnerskabsaftalen for 2023-2025 blev godkendt af Udvalget Handicap, Social og Psykiatri den 6. september, og aftalen er på Furesø Kommunes vegne underskrevet af udvalgsformand Hasan Yilmaz (A).

”Jeg vil gerne kvittere for det store og betydningsfulde arbejde Frivilligcenter Furesø yder sammen med foreningerne og alle vores frivillige borgere,” siger Hasan Yilmaz og tilføjer: ”Jeg håber, at vi med fortsættelse af partnerskabsaftalen lykkes med at få endnu flere borgere gjort aktive i det frivillige arbejde".

Civilsamfund og sammenhængskraft

”'Kom og vær med' er en gennemgående overskrift for byrådets 2030-mål for fremtidens Furesø. Frivilligcenter Furesø og Furesø Kommune er enige om, at der frem mod 2030 er brug for et endnu stærkere frivilligt engagement, og at flere furesøborgere skal finde glæde ved at påtage sig forpligtelser over for fællesskaberne. Konkret lægger Furesø Frivilligcenter op til indgåelse af partnerskaber med Furesø Kommune og andre relevante aktører omkring indsatser med henblik på styrkelse af civilsamfundets rolle i kommunen. Partnerskaberne skal bl.a. understøtte, at flere unge Furesøborgere, som er uden for det etablerede foreningsliv, bliver en aktiv del af et frivilligt fællesskab, og at foreningernes parathed til at tage imod socialt udsatte og ’de foreningsløse’ styrkes,” siger Susanne Olsen.

Et andet ønske, som partnerskabsaftalen skal være med til at indfri, er, at flere borgere med anden etnisk baggrund end dansk bliver en del af et fællesskab, fx gennem etablering af tværkulturelle netværksgrupper. Det er noget, som der allerede arbejdes på i Frivilligcenterregi, idet Røde Kors Café og frivilligcenteret huser Kvindecaféen for flygtninge- og indvandrerkvinder og deres børn. Der er cykeltræning om søndagen samt sociale tilbud til børnefamilier. Der er 6-7 frivillige og op mod 70 kvinder og børn med flygtninge- og indvandrerbaggrund, der bruger tilbuddet. Der ydes lektiehjælp og hjælp til at lave job- og uddannelsesansøgninger.

Fakta
Frivilligcenter Furesø virker til gavn for lokalsamfundets borgere og er en naturlig samarbejdspartner i samspil med andre frivillige foreninger, organisationer, offentlige myndigheder og erhvervslivet.

Frivilligcenter Furesø formidler kontakt mellem borgere, der ønsker at være frivillige, og de foreninger, som har behov for dem.

Furesø Kommune har masser af muligheder for dig, der gerne vil bidrage med en frivilligindsats. https://www.furesoe.dk/oplevelser/frivillige-og-foreninger/frivillige/

Kontakt

Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalget Handicap, Social og Psykiatri
Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

John Toelhøj, formand for bestyrelsen i Frivilligcenter Furesø
Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.